0 I Ikke kategoriseret

Hvad du skal spise på: Bornholm

Kort og godt: tag til Bornholm. Det tager kun 30 min i fly og til stort set ingen penge (eller kør). FANTASTISK mad og natur. Jeg er blevet så forelsket i Bornholm, at jeg undersøger at købe sommerhus der. Jeg var afsted en forlænget weekend sidste måned, og her er lidt om, hvad jeg kan anbefale.

Spis på….

Stammershalle Badehotel i Gudhjem http://stammershalle-badehotel.dk/

Det var meningen, at vi bare skulle have et hurtigt måltid her, en frokost, en enkel ret, men maden var så sublim ved Mathias Sejers hænder, at vi fortsatte og fortsatte og bestilte mere og mere. Så enkel, så pakket med smag, lækkerhed og perfekt teknik og skønne råvare. Nok et af mine favorit måltider på vores tur.

Vi startede med lidt sild:

… og sluttede efter flere lækre retter med denne krabat (perfekt tilberedt pighvar med løg, karotter, kantareller og stege smør:

 

Vi boede på hotel Nordlandet (folkene bag restaurant Kadeau’s hotel). https://hotelnordlandet.com/da/restaurants/ Super skønt sted. Helt enkle værelser ikke noget fancy, men smukt hotel og endnu smukkere beliggenhed. Og restauranten og baren var SUPER. Vi spiste første aftensmad i restauranten:

Ceviche af lyssej, rabarber, radise og kærnemælk:

Og ribeye med spidskål og ærter. Ribeyen var noget af det lækreste kød jeg har fået LÆNGE, og med en fuldstændig fantastisk fedt-marmorering:

Den dygtige headchef, Casper Sundin, er især kendt for hans desserter, og min ‘hvide ribs, rønnebær og olivenolie’ var til topkarakter i min bog. Perfekt balance mellem syrlighed og sødme, med dansk velsmag, men udført på internationalt niveau:

 

Der er få ting, der får mig så meget i kontakt med mig selv, og ned i tempo, som natur kan gøre. Jeg er sikker på, at det er gældende for stort set alle. På Bornholm er der mulighed for et væld af natur-aktiviter. Jeg fik nået lidt forskelligt, men var især glad for, at Bornholm-bosatte Mathias og Andrea inviterede til morgenmad (med selvproducerede æg) på deres bondegård, og tog mig på blåbær- og svampejagt:

 

Anden aften blev brugt på hvad der nok er Bornholms mest kendte restaurant, Kadeau. http://www.kadeau.dk/bornholm.php

Kadeau var i denne omgang en blandet pose luksus-bolcher. Jeg har spist på Kadeau 3 gange nu. 2 gange i København og 1 gang på Bornholm. Jeg har enorm respekt for hvad Kadeau-holdet har opnået og gjort for Bornholm, og den danske gastronomiske scene. Og misforstå mig ikke, vi havde alt i alt en dejlig middag på Kadeau Bornholm. Men jeg blev ikke blæst omkuld af maden i denne omgang. Derudover var der enormt travlt, hvilke også gjorde, at der gik en del tid mellem betjeningen(der ellers var behagelig og venlig), men som gør, at man når at mærke sult på den mindre hyggelige måde ind imellem retterne. Selve lokationen for restauranten, og restauranten i sig selv, er intet mindre end magisk. Danmark når det er bedst. Og der var klart højdepunkter i menuen. Men der manglede for mig retter med ekstraordinær velsmag. Noget som jeg dog har fået før af Kadeau, men i deres København restaurant. Det er jo smag og behag med mad, og jeg vil under alle omstændigheder anbefale, at man tager en middag eller frokost på Kadeau, for at opleve stedet.

En af de mere magiske gin tonics jeg har fået i dette liv. Mæt efter dejlig Kadeau mad, på en af de smukkeste stykker dansk land, i selskab af mit yndlingsmenneske (fotografen;):

 

En sidste ting: Bay Frost Café & Bar  må du ikke misse, når du er på Bornholm. Fantastiske(!!) kager, kaffe og drinks. På den fedeste location. Signe, der har stedet, har styr på det, god smag og stil og fremtryller delikatesser på meget højt niveau. Jeg spiste 3(!) stykker kage.

 

Bornholm er ved at udvikle sig til en sand gastronomisk perle, og med en utrolig behagelig og uhøjtidelig stemning. Giv det en weekend, det vil du ikke fortryde.

Der går ikke lang tid før jeg kommer tilbage, Bornholm.

Kh Julie

 

 

 

Læs flere indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar